onsdag den 31. august 2011

æble marmelade

Vi har millioner af æbler på træet i år! Hvor blommetræet har opgivet et hvert forsøg på at bevise at det er et blommetræ så er det til gengæld for alvor blevet æbleår. Og så må der jo gemmes til forråd!

I dag lavede Andreas og jeg marmelade. Han er så glad for at hjælpe til i køkkenet og siger selv: " Mor, ingen andre har så god en hjælper som dig!" Og hvor har han ret. Måske er der en lille Jamie Oliver gemt i ham?

Marmeladen er skøn og dufter lidt af jul, med kanel og appelsin i.

To glas blev der af 1 kilo æbler. Der er laaang vej igen før æblerne er brugt op *smil*.
Opskriften fandt jeg på hjemmesiden "Gamle Danske Opskrifter"
Næste forsøg bliver en opskrift med farin og æblecider i.. men jeg gider ikke skrælle flere æbler i dag, og min lille hjælper er lagt i seng.

søndag den 28. august 2011

Giveaway #1

Så er det blevet tid til min første giveaway! I kan vinde et par hæklede Converse All Stars baby sutsko:


Du kan vælge mellem 3 str. 8cm, 9cm og 10cm.
Der er også frit valg mellem følgende farver:
Sort, lys blå, lyserød, rød og lime.

Husk at du også kan vælge at hækle sutskoene selv, opskriften findes gratis her.

Reglerne er enkle, du kan få lodder ved:

1 lod: kommentar og fast læser
1 lod: syntes godt om Frøken Fogh på Facebook
1 lod: gør reklame for min blog/giveaway på din egen blog,
som indlæg, ved at sætte Frøken Fogh på din blogliste eller andet. Brug gerne foto herfra.

Jeg trækker lod den 1. oktober (min fødselsdag).
Skriv gerne hvilken farve/størrelse du vil have hvis du vinder. Husk at skrive din email hvis du ikke har en blog, så jeg kan kontakte dig hvis du er vinderen!

torsdag den 25. august 2011

Ny hæklet hårbøjle

Jeg har været syg den sidste 1½ uges tid. Surt show! Sidste uge havde jeg feber.. for tredje gang i mit voksne liv. Det er 11 år siden jeg sidst har haft feber.
Downside: Jeg må ikke besøge min mor som er i kemobehandling. Nårh ja, og så kan jeg ikke gå på arbejde - dårlig samvittighed over at min kollega skal stå alene med emneuge.
Upside: Jeg har fået arbejdet på nogle af de mange WIPs jeg har liggende (Work In Progress). Her i blandt en hæklet hårbøjle mere.

Her er den, helt fin og færdig:

onsdag den 24. august 2011

Hæklet pude

Jeg er faldet for et mønster. Det er et hæklet babytæppe - og vi har igen baby! Jeg overvejer at lave en hel plaid, men har regnet på garnforbruget og det vil koste en formue. Og hvad gør man så? Jeg har testet mønsteret ved at lave en sofapude med noget af mønsteret. På den måde har jeg kunnet afprøve sværhedsgraden af opskriften. Det var ikke svært. Men jeg har endnu ikke besluttet om jeg vil lave en hel plaid.

Det originale mønster:
Min sofapude har midter partiet og de yderste snoninger:


tirsdag den 23. august 2011

Hæklede Converse baby sutsko

Da jeg så denne opskrift var jeg solgt! Jeg måtte bare lave et par Converse All Star baby sutsko. Eneste problem er så at vi jo ikke selv har børn i den størrelse i familien. Heldigvis har vores skotske genbo lige fået en lille pige i juli, så Sophia Rose har nu fået sine første støvler.

Opskriften finder du gratis på Järbo garns hjemmeside. Jeg har lavet stjernen blå som på de rigtige All Stars.
 

søndag den 21. august 2011

Hæklet sweater til Barbie

Så blev jeg færdig med noget af Barbie tøjet. En hæklet nederdel - den ser i mere af senere når den tilhørende jakke er færdig, og en sweater. Opskrifterne er fra bogen Crochet for Barbie doll, se mere her.

Æble crumble

Som det ofte sker kom vores nabo Tim til at plage om kage. Noget med at vi da skulle bruge alle de mange æbler på vores æbletræ, og at han gerne ville hjælpe hvis vi ikke selv kunne spise så meget kage.
Så det blev en hurtig æble crumble, en af de to hurtigste og nemmeste æblekager i min samling (den anden hedder Kajs saftige æblekage - den får i en anden gang). Det gode ved crumble er at der ikke skal æg i, den består af ting mange af os har på lager.

Æble crumble kage:

4 æbler
1 spsk smør
1 spsk sukker
1 tsk kanel

1 dl hvedemel
2½ dl havregryn
3 spsk sukker
100 g smør

Tænd ovnen på 190 grader. Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i både. Læg bådene i bunden af et smurt, ovnfast fad. Smelt smør, sukker og kanel i en gryde og pensl æblerne med det.
Bland ingredienserne til smuldredejen (crumble). Arbejd ikke for længe med dejen, den skal have konsistens som krummer. Fordel dejen over æblerne. Kom fadet i ovnen og bag i ca. 35 minutter.

mandag den 15. august 2011

Suppe for enhver smag

Vi er løbet ind i forkølelse - igen igen. Derfor virkede det meget passende med noget suppe. I Katrine Klinkens bog "Vi skal spise" stødte jeg på en rigtig god idé! Hun foreslår at man laver en kartoffel suppe og dertil laver forskelligt tilbehør således at hvert medlem af familien selv sammensætter sin suppe. Den køber vi!

Det blev til kartoffelsuppe (med porrer og pastinak) med bacon, champignon, grillet laks, ananas og ostebrød.

Kartoffelsuppe:


5-6 kartofler, ca. 400 g
4 porrer (eller 300 g anden grøntsag efter smag)
25 g smør
3 kviste timian
1 l vand
1 dl piskefløde
Ca. 1 tsk. groft havsalt
Friskkværnet peber

Skræl kartoflerne og skær dem i stykker.
Skær roden af porrerne væk. Skær et snit på langs ned igennem den grønne del af porrerne.
Skyl al jorden væk i koldt vand. Skær porrerne i ringe.
Varm en gryde med smør og steg porrerne klare i det. Skyl timianen og kom bladene i gryden med kartoffelstykkerne og vandet. Læg låg på gryden og kog suppen i ca. 20 minutter, eller indtil grøntsagerne er helt møre.
Blend suppen, til den er jævn. Kog den op med piskefløde og smag suppen til med havsalt og peber.

søndag den 14. august 2011

Søndag morgen

Moaaar, laver du ikke nogen af de der klatpandekager?
Jo, jeg laver klatkager i øjeblikket. Til den helt store guldmedalje. Børnene elsker dem og mor her har god samvittighed over at få brugt nogle rester. Jeg bruger bare ris fra dagen før blandet i almindelig pandekagedej. Jeg ved godt at man også kan lave dem af risengrød, men det får vi ikke så tit om sommeren (risengrød altså).



Andre gode måder at bruge ris rester:
  • I brød. Det holder brødet fugtigt i længere tid når der er kogte ris i.
  • I frikadeller. 2/3 fars og 1/3 brune ris fra dagen før giver de mest fantastiske deller med nøddeagtig smag.
  • Stegte ris. Jeg kan godt lide at lave ris med røræg, skinke og ærter som frokost ret.
  •  

Blog picnic

Lørdag var jeg igen ude på landet.. til blogpicnic hos Laura (Linders Verden).
Det var super hyggeligt at møde andre bloggere, der var kaffe og kage og goodie bags!
Der var også lotteri med rigtig flotte præmier - det skal ikke nægtes at jeg havde håbet på at vinde stolen Masters fra Kartell.
Det bliver ikke sidste gang at jeg deltager i sådan et arrangement!




Følg via Bloglovin

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...