lørdag den 1. oktober 2011

Giveaway - vinderen:

Juhu! Jeg har fødselsdag!
Inden jeg fortsætter med Mette Blomsterbergs kanelsnegle og Amo bollerne, så skal vi lige have fundet en vinder i min første Giveaway.

Ialt 34 deltagere og 58 lodder.. wauw!

Vinder loddet er nr. 40, som tilhører Musse - stort tillykke.
MusseOlsenJensen har bloggen Musses Verden.


Jeg har trukket lod på random.org (jeg har ikke lige styr på det med screencast, så I må stole på mig)

fredag den 30. september 2011

Karamel kage

Denne kage er et sikkert hit - hver gang. Den er super nem at lave, også i store mængder. Jeg har fået den som barn på Falster og opskriften har været flittigt brugt i familien.





















Karamelkage:

150 g margarine
5 dl farin (300 g)
3 dl mel (180 g)
4 tsk vaniljesukker
et drys salt
2 tsk bagepulver
50 g mandler eller andre nødder
50 g solsikkekerner
2 æg

Ovnen opvarmes til 175 grader.
Margarinen smeltes. De tørre ting blandes og margarinen tilsættes.
Nødderne hakkes og kommes i sammen med solsikkekerner og æg.
Hældes i en lille bradepande, godt smurt eller foret med bagepapir.
Bages ca. 30 minutter.
Kagen skal være svampet som en brownie.
Skæres i firkanter ca. 4x4 cm mens den er varm.
Okay, der står 3x3 i den oprindelige opskrift, men den er så god... =)

Tips:
  • Du kan bruge 100 g solsikkekerner og udelade nødder.
  • Hvis farinen er blevet hård kan den opløses i den varme margarine inden det blandes med resten.
  • Dobbelt portion passer til den dybe bageplade - jeg bager altid dobbelt!
  • Skal den med til et arrangement så bag en stor portion og lad kantstykkerne blive hjemme, de svampede midterstykker er de bedste og pæneste.

Vask





















Så sandt, så sandt...

lørdag den 24. september 2011

Flere Hæklede Dyr

Maja Hansen har udgivet endnu en bog med hæklede dyr - og hun udlodder hele 3 styk som giveaway på bloggen Håndarbejdsom. Super!

fredag den 23. september 2011

Pakke! Juhuu!

Jeg har fået en pakke!
Okay, jeg vidste godt at den var på vej.. jeg deltager nemlig for første gang i en blog-pakke-leg. Signes Mor har sendt en fin pakke til mig, jeg skal nu finde på en pakke som jeg sender tilbage til hende. Og om forhåbentlig kort tid laver jeg så to pakker som du kan få fingrene i hvis du vil være med i pakkelegen.

Pakken fra Signes Mor:

Blomsten er et fint spænde!


Indeni var der stof, sølvfarvet ståltråd, stempler, en fin hæklet ugle og et par øreringe!
Nu er der pres på, for jeg skal jo finde på noget lige så fint at sende tilbage..

onsdag den 21. september 2011

HJÆLP - Vi drukner!

Okay, vi er helt seriøst ved at drukne i bamser her i huset.

Jeg ved ikke hvordan det kan lade sig gøre, det er ikke et år siden jeg sidst sorterede en sæk bamser fra og nu er bunken bare vokset! I dag har børnene sorteret og der blev ikke kasseret i nærheden af det antal jeg havde sat næsen op efter.

Jeg må tage sidste års manipulerende-mor-trick i brug igen: "Hvis I ikke kasserer noget af jeres legetøj, så er der ikke plads til julegaver". Jeg må skrive det i kalenderen, sidst i November.. "oprydning - legetøj".

søndag den 18. september 2011

Cupcake Hue

Så blev Lærkes hue færdig! Opskriften på cupcake huen fandt jeg på nettet, men jeg måtte ændre en del undervejs.. nu er den klar, med bær på toppen og chokolade krymmel.

Ribben for neden er lavet ved at hækle i bagerste lænke, det gør den dejlig elastisk som en strikket rib. Spiralen i det lyserøde fremkommer ved at der hækles halvstangmasker i lænken på bagsiden i stedet for at hækle i toppen af masken, dermed kommer masken til at ligge på forsiden. Giver det mening? Jeg må tage nogle billeder en dag.

fredag den 16. september 2011

Gratis hækleopskrifter

Ja, jeg kan rigtig godt lide at finde gratis opskrifter på nettet! Jeg gemmer dem på min computer og tænker at en dag så..
Jeg har fundet to nye gode steder at finde gratis opskrifter, se bare her:
Ugle opskriften er en af mange opskrifter hos Lion Brand (det er gratis at oprette en profil).
Uroen fandt jeg hos Coats Crafts

tirsdag den 13. september 2011

Hæklet Hue

Jeg gik igang med at hækle en hue til mig selv. Den var en anelse lille, men så passede den lige Andreas! Ja, han er kun 4 år, men hold da op hvor har han et stort hovede. I sidste uge købte jeg en kasket til ham, str. 6-8 år, den må da passe tænkte jeg - men nej.. den var alt alt for lille. Han er så glad for huen at jeg er helt glad for at jeg ikke pillede op og lavede den større til mig selv! Han havde den på hele aftenen og det første han siger da han kommer hjem fra børnehaven i dag er: "Mor! Jeg har min nye hue på.. jeg havde den også på da Far hentede mig. (Pause) Jeg hænger den på en krog så den ikke bliver væk!"

Mønsteret til huen har jeg købt hos LuzAmigurumiPatterns - ja, hun sælger også amigurumi mønstre =)
Jeg er i gang med min egen hue nu, den bliver blå (garnet var egentlig til Andreas). Men det går lidt langsomt, for jeg er begyndt at få ondt i albue og håndled af alt det hækleri og det er især hårdt med det tykke garn og store hæklenåle (huen er hæklet på nr 7.)

søndag den 11. september 2011

Scones

Mmmm.. der er nu ikke noget som friskbagte scones søndag eftermiddag!
Jeg ved godt at det traditionelle tilbehør er jordbærsyltetøj og "clotted cream" eller lemon curd. Men nu har jeg jo lavet dejlig æblemarmelade, så sådan bliver de serveret i dag.


Kærnemælks Scones:

400 g hvedemel
100 g sukker
½ tsk. bagepulver
½ tsk. natron
3/4 tsk. salt
175 g smør/margarine (stuetemperatur)
2½ dl kærnemælk

Forvarm ovnen til 220 grader.
Sigt de tørre ingredienser ned i en skål.
Tilsæt smør/margarine i tern og brug fingrene eller en gaffel til at findele det i melet.
Forsæt til det ligner brødkrummer.
Tilsæt kærnemælken og rør hurtigt sammen. Der må absolut ikke arbejdes for længe med dejen eller æltes, så bliver sconesene seje istedet for sprøde og luftige. Dejen er lidt fugtig.
Rul dejen ud til 2 cm tykkelse. Stik ud med en udstikkerform eller et glas.
Læg på en bageplade med bagepapir. Pensl med kærnemælk og drys med lidt sukker.
Bages i ca. 12 minutter.

Følg via Bloglovin

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...