torsdag den 13. august 2015

Små kyllinger!

Vi har fire høns gående i vores hønsegård i baghaven. Da vi kom hjem fra sommerferien var én af dem blevet skruk, og da vi ikke har en hane besluttede jeg at købe befrugtede æg til hende. Ideen var så at vores lille flok skull udvides med små kyllinger.

Men så nemt gik det ikke. Da vi nærmede os "terminen" besluttede Kylle sig for at forlade æggene. Det lykkedes at få hende retur på reden, men da den første lille kylling kom ud af ægget hakkede hun den ihjel. Så jeg måtte hu-hej ind til naboen efter hjælp. Der blev ordnet varmedunk og hentet varmelampe og stillet en kasse op i mit krea værksted. Her er der så udklækket seks kyllinger de sidste tre dage. Og er de ikke søde?


Nu er problemet så at vi ikke kan sætte de små kyller ind til vores store høns - de vil blive hakket ihjel. Så vi må se hvordan vi kan få dem afsat - naboen vil gerne have nogle stykker, men vi ved endnu ikke hvor mange hanekyllinger der er i flokken.

lørdag den 4. juli 2015

Minecraft links

Det mest spændende/ mest populære undervisningsforløb i år var vist da 3. klasse havde emne uge om Minecraft. De har i hvert fald ønsket at få mere Minecraft på skemaet til næste år.

Vi lavede Minecraft inspireret undervisning i både dansk, engelsk, matematik, natur/teknik og billedkunst.

Da jeg forberedte ugen støvsugede jeg naturligvis nettet for at finde ideer. Og her er de bedste links jeg fandt til gratis DIY Minecraft ting:

print et diamond sword

print en diamond pickaxe

print køleskabs magneter

print en creeper

print gavemærker

alt til Minecraft festen

print en konvolut eller et banner

print en lille æske

Hvis du også har en Minecraft spiller i familien - så god fornøjelse.

lørdag den 27. juni 2015

Liv i bloggen

Så er det vist tid til at der kommer liv i bloggen igen. Jeg har holdt en tiltrængt pause.. på over et år nu.

Sidste indlæg handlede om Ikea.. så jeg vil meget passende starte op igen i samme rille. I går aftes handlede jeg lige i Ikea og fandt to fine karafler til at have vand i. Vel at mærke vand med lidt smag i. Der er kommet isterninger i begge og citron skiver (øko naturligvis) i den ene, agurk i den anden. Mums - så kan selv jeg drikke et glas vand.



Nu glæder jeg mig til at vi får sommer vejr =)

fredag den 25. juli 2014

Ikea 2014

Det er vist ingen hemmelighed at jeg handler en del i Ikea. På det sidste er der investeret i adskillige møbler til haven. Så det er altid spændende at se det nye katalog.

Og det nye Ikea katalog er på gaden.. eller på internettet.. på amerikansk. 

Ikea katalog

Anyway så skal det pløjes igennem i morgen fra ende til anden. I aften skal vi nemlig se Den Lille Havfrue, så nu skal der laves sandwich og skiftes tøj =)

mandag den 26. maj 2014

Salat med karameliseret bacon

Okay.. lige siden jeg bagte bacon muffins, var der en ide der blev ved med at spøge. Jeg har flere gange set opskrifter på karameliseret bacon og det var altså bare blevet tid til at afprøve teorien. Det lød skønt, men måske også lidt "over the top" og måske i virkeligheden lidt klamt. Men da alle i USA så ud til at syntes at bacon kombineret med farin er guds benådet blev det afprøvet.

Jeg brugte ikke en opskrift. Jeg googlede "caramelized bacon" og lod mig inspirere - uden at måle og veje. Muscovado sukker og ahornsirup, lidt kanel og sort peber blev blandet sammen i en dyb tallerken. Skiver af Princip Bacon (nej jeg får ikke noget for at nævne det) blev trukket gennem sukker snasket til der var et tyndt lag på begge sider. Skiverne blev lagt på en rist i bradepanden med bagepapir under til at opsamle dryp.
Ca. 20 minutter ved 170 grader senere havde jeg den skønneste salat topping!


Jeg lod bacon skiverne afkøle og skar dem i mindre stykker. Salaten var små tern af agurk, gulerod, majs og ærter - men tomat og peberfrugt, måske bladselleri, havde også været godt her.

Denne salat bliver helt sikkert lavet igen - mange gange! Der er ikke noget der får grøntsager til at glide ned som bacon. Men der er sikkert også mange andre måder at bruge den karameliserede bacon på, ikke mindst de føromtalte muffins =) 

tirsdag den 20. maj 2014

pip pip pip

Så har vi gjort det! Vi har fået hønsehus..



De fem små kyllinger er kun en uges tid gamle og er derfor indendørs og under varmelampe lidt endnu. Så vi har god tid til at få gjort huset helt klart. Vi kan heldigvis få sand fra naboen, som ikke længere vil have sandkasse.

Vi glæder os meget til at have høns i haven. Og til æggene, som vi jo må vente 16-17 uger på. Men vi ville helst have de helt små kyllinger, så børn og høns kan blive gode venner.

Hønsene er en stor attraktion. Vi kan dårligt få børnene i skole eller i seng, fordi de liiiige skal sige godmorgen og godnat til Lille Kylle & Co.

mandag den 19. maj 2014

bacon muffins

Lad mig sige det med det samme: Alt smager bedre med bacon!
Så er det sagt.
Disse skinke/majs muffins er dejlige og jeg har bagt dem ofte - men da jeg i stedet for skinke og tomat tilsatte sprødstegt bacon (stegt med hvidløg og sort peber) og frisk mozzarella skåret i små tern - mums!


I får original opskriften fra Diabetes foreningen, men prøv endelig at tilsætte DIT favoritfyld!

Skinke Muffins
10 stk.

1 dl finvalsede havregryn
2 dl mælk
4-5 soltørrede tomater
100 g majs
200 g kogt skinke i tern
200 g hvedemel
1 æg
2 spsk. flydende fedtstof
1½ tsk. bagepulver
1 tsk. tørret oregano
1 tsk. salt

Havregrynene sættes i blød i mælken i ca. 15 min. De soltørrede tomater hakkes fint. Alle ingredienserne, undtagen skinke røres godt sammen med en håndmixer. Skinketernene vendes i. Dejen fordeles i 10 muffinsforme og bages ved 200 grader i ca. 25 minutter på midterste ovnrille.

Kan fryses!

lørdag den 17. maj 2014

fornyelse i haven

Sidste år lavede jeg en quick-fix af vores Caneline havemøbler som efter bare fire år var begyndt at gå i stykker. Men nu har vi fået nok af dem. Vi spiser sjældent på terassen foran køkkenet (læs: aldrig!) efter at vi har overdækket den anden terasse. I stedet har vi nu indrettet en lounge til kaffe og kølig hvidvin!


Stole og hynder er fra Ikea og bordet er to paller der er skåret til (det var pænere end at bruge halv-paller) Lampen er også Ikea, med solceller. Jeg skal have købt nogle flere i den lille model så der bliver lidt mere lys.

Nu glæder jeg mig bare til en lang varm sommer, så vi kan nyde vores have-lounge!

onsdag den 14. maj 2014

Prøver du at blive gravid?

Et nyt stort forskningsprojekt forsøger at afdække hvordan livsstil påvirker fertiliteten.
På hjemmesiden snartforældre.dk indtaster kvinder (og mænd) der prøver på at blive gravide svar på nogle spørgeskemaer i løbet af et år.

Jeg syntes at det er et spændende projekt, da vi selv havde meget svært ved at få børn. Jo mere vi ved om fertilitet jo bedre! Min historie kort fortalt er at vi prøvede at få børn fra 1999, men jeg blev først mor i 2007. Så fik vi til gengæld tvillinger, hvilket har været en stor glæde for os. Jeg ved at nogle tænker "tvillinger - pyha!" men for mig var det som at vinde i lotto =)

Så hvis du planlægger en familieforøgelse syntes jeg at du skal kigge nærmere på "snart forældre" projektet. Måske kan den viden der bliver indsamlet også hjælpe dig.

Følg via Bloglovin

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...