lørdag den 30. juli 2011

Klutz - nyt legetøj!

Jeg er faldet over et firma der hedder Klutz. De laver kits med materialer og instruktioner til en lang række kreative aktiviteter for børn. Jeg måtte straks bestille en større omgang. Jeg bestilte fra USA, men med porto, moms og Post Danmarks horrible gebyr kan det faktisk bedre betale sig at købe via amazon.co.uk

Her er første test:
Super Simple Sewing (Klutz Chicken Socks) hedder bogen og der kom tre fine syede ting ud af det:

Det var helt utroligt nemt for Lærke (4 år) at sy det selv. Synålen er en enkel model uden spids, alle huller er lavet på forhånd og der skal ikke hæftes ender man starter og slutter med en klik-sammen-perle. Sytråden er nærmest som et tyndt snørebånd og ufatteligt nemt at tråde nålen med. Bogen er fyldt med uførlige instruktioner (på engelsk men med mange billeder) og rigtig flot grafik. Alt i alt det perfekte sæt til en lille piges første sy projekt.
Bagdele: Ja, der er ikke så mange ting i pakken - så det er hurtigt overstået. Der er kun underholdning til en enkelt formiddag.
Fordele: Lærke var i den syvende himmel og resultatet er rigtig pænt.

fredag den 29. juli 2011

3 problemer

hmm jeg har et tredelt problem:
  1. Jeg hader at male
  2. Min mand hader det mere end jeg gør og nægter pure at løfte en pensel
  3. Jeg er for nærig til at betale en maler og gør det selv - selvom jeg er dårlig til det!
Jeg takker guderne for at jeg snart er færdig. Mit nye kontor/gæsteværelse er næsten klar til indflytning.
I må vente med fotos til det er helt klart =)

tirsdag den 26. juli 2011

MASH

Efter at have talt om det meget længe tog vi endelig på MASH, for at se om det er så godt som folk siger.
MASH er en restaurant i Bredgade og navnet står for Modern American Steak House (og har intet med TV serien at gøre). Og det var netop moderne amerikansk steakhouse mad. Super gode bøffer, og typiske amerikanske sidedishes som macaroni and cheese og onionrings. Og der er noget om det! Sjældent har vi fået så godt kød og de mange valg af tilbehør er perfekt for en selektiv (læs kræsen) person som mig.

Det bliver ikke sidste gang vi spiser på MASH!

Næste gang vil vi bestille bord i god tid så vi kan sidde i selve restauranten, om end deres walk-in pladser i baren ikke fejler noget. Disse borde kan ikke reserveres men er netop til folk der bare lige kommer forbi.

mandag den 25. juli 2011

Barsels kager

Vores genbo har fået en lille pige. Det skal fejres, så jeg har bagt en omgang barselskager til hende. De hedder sådan fordi de er perfekte til barsel. Man bager dem inde man skal føde, gemmer dem i fryseren og tager dem op når man skal have gæster. De bliver nemlig allerbedst efter en tur i fryseren. Så kan man være overskudsmor med hjemmebag på bordet, selvom man lige har født.

Barsels kager:

150 g blødt smør
75 g sukker
2 æg
1 pose kokosmel
200 g hakket chokolade
2 spsk. mel
vanilje

Dejen røres sammen, kommes i små papirforme. Bages ved 175 grader i 10 min.
De er bedst når de har været frosset, og de tør op på ca. en halv time.

lørdag den 23. juli 2011

Harry Potter

Så er rejsen slut. Alle Harry Potter bøgerne er læst og filmene set i biografen.

Da jeg læste på seminariet og senere var nyudklækket lærer, havde jeg alt rigeligt fagliteratur som skulle klares, og jeg gik helt i stå med at læse for fornøjelsens skyld.

Men en dag var jeg vikar. Jeg skulle være sammen med en stor dreng fra en specialklasse. Hans lærer foreslog at jeg kunne læse for ham, da han var ved at læse Harry Potter, men det gik langsomt når han skulle læse selv og derfor elskede han når en af de voksne gad at læse højt. Egentlig havde jeg også nogle andre ting vi skulle lave (bla. engelsk) men jeg tænkte at jeg kunne starte med at læse for ham, ind til jeg blev træt af det. Det virkede som en god måde at bryde isen på.

Pludselig var det blevet tid til frokost - timen var forbi. Jeg endte med at spørge om han havde noget imod at jeg læste videre mens han spiste. Samme dag gik jeg forbi skolens bibliotek og lånte HP1 med hjem. Jeg havde genfundet glæden ved at kravle under et tæppe og forsvinde ind i en anden verden med en god bog.

For det vil jeg altid være JK Rowling taknemmelig.

At dele gode bøger med mine børn er en fantastisk oplevelse! Lige nu er det Hodja fra Pjort og Emil og Pippi og Otto er et næsehorn og mange andre. Jeg ser frem til at de bliver gamle nok til at jeg også kan dele Harry Potter med dem.

fredag den 22. juli 2011

Fusilli

Det er nok ikke en hemmelighed at jeg er vild med italiensk mad. Og i mange år har jeg handlet i Supermarco når jeg skulle have stillet min trang til ægte italiensk smag. Men i går besøgte vi Fusilli!

Fusilli er eget af samme mand som Supermarco, nemlig Nunzio Giacobbo. Men ud over at her er supermarket med alle de samme gode ting som i Supermarco (dog i noget mindre udvalg) så er her også pizzaria og is. Mums! Vi spiste rigtig godt. Manden og jeg fik pizza, lillepigen fik pasta med tomatsauce - som var så god at begge forældre havde svært ved at holde gaflen fra det. Mandsen fik en sandwich med mortadella, hans nye favorit pålæg efter sidste besøg hos Supermarco. Bagefter var vi også nødt til at smage isen, naturligvis..

Det bliver ikke sidste gang vi kommer dér. Tænk at kunne kombinere sine italienske indkøb med fantastisk god pizza fra brændefyret stenovn!

Fusilli ligger i Waves.

Tortellini alla boscaiola

For en del år siden lå der en fantastisk god italiensk restaurant i Rødovre. Den er siden lukket og der ligger vist en Fakta nu. Vi kom der meget. Så meget at min forret blev bestilt når jeg kom ind af døren, idet ejeren, når han så mig komme, råbte "Foccacia pronto!" til køkkenet. Jeg spiste altid de to samme ting: Varm nybagt foccacia til forret (pizzabund med olivenolie, salt og rosmarin) og tortellini alla boscaiola til hovedret - sammen med resten af brødet. Det var føde for guder og tilmed billigt!

Heldigvis nåede jeg at spørge efter opskriften inden restauranten blev solgt og senere lukket. Men i får den (næsten) lige så råt som jeg - mængderne må i selv finde ud af hen af vejen!

Retten er lidt anderledes end mange boscaiola opskrifter idet der er tomat i og ikke ærter. Men god er den - i den grad. Derfor er billedet også taget mens det var i gryden. Når først det kommer på bordet forsvinder det lynhurtigt.


Torltellini alla Boscaiola:

Skær bacon i 1 cm brede strimler og steg i en dyb pande. Skær skinken (pålægsskinke) i tern og tilsæt dem. Kom skiveskårne champignon i og lad det hele stege lidt. Tilsæt hvidvin og lad det koge ind. Kom tomatpure og fløde ved. Imens koges tortellini efter pakkens anvisning. Lige før tortellinien er klar kommes der frisk basilikum i saucen. Den færdigkogte pasta vendes i saucen og trækker et øjeblik før retten sættes på bordet. Spises med godt brød til.

Jeg bruger en hel pakke af bacon, skinke og færdig skårne champignon (så er det superhurtigt) samt 1-2 glas hvidvin. Ellers varierer den præcise mængde og der er også forskel på om jeg bruger pure eller koncentreret tomat. Men det bliver altid godt!

tirsdag den 19. juli 2011

En god undskyldning

Før vi tog på ferie havde jeg en uheldig oplevelse i Matas. Jeg havde Lærke på armen (det var lige efter hun havde brændt sig så hun var en hængeplante den dag), så jeg kom for tæt på en hyldekant og skrabede en af fingrene så det blødte en smule. Jeg bad damen der var ved at hjælpe mig om jeg kunne få et stykke plaster, men nej! Jeg måtte købe en hel pakke plaster og så kunne jeg få lov til at låne en saks. Da jeg kom hjem var jeg ærlig talt småsur. Hvad hvis jeg havde revet mig på H&M's hylder? De sælger ikke plaster..

MEN, jeg satte mig ved computeren og skrev til Matas at jeg syntes at det var dårlig service! Og de har ringet til mig og givet mig ret. Ud over en undskyldning og en forsikring om at det ikke gentager sig har jeg fået en flot gave som plaster på såret så at sige (høhøh).


Det var da en meget god undskyldning, ik'?

mandag den 18. juli 2011

Hårbøjle

Jeg havde lidt garn tilbage fra kjolen så jeg har lavet en hæklet hårbøjle. Det var faktisk sjovt, ingen opskrift at være sur på, og det gik forholdsvis hurtigt. Der kommer nok flere af den slags.


lørdag den 16. juli 2011

Hæklet kjole (mønster 95091 fra Stof og Stil)

Nu er kampen overstået! Aldrig før har jeg kæmpet i den grad for at følge en hækle opskrift. Allerede det første mønster diagram er forkert tegnet. Jeg har naturligvis ringet til Stof og Stil for at gøre opmærksom på fejlen. For det første har de kun én medarbejder som ved noget om hækling (så kan jeg lære ikke at købe hækleopskrifter i en stof butik). For det andet var hun ikke på arbejde de gange jeg har ringet og hun har aldrig ringet tilbage som lovet. Jeg måtte så også sande at det ikke var den eneste fejl og selvfølgelig: modellen er alt for smal til min lidt rundmavede prinsesse, så jeg måtte ud i en nødløsning med bånd i siderne, for jeg orkede ganske enkelt ikke at starte forfra med en større størrelse efter den lange kamp.

Så her er resultatet, og tro mig jeg køber ikke flere mønstre fra dén butik og dette mønster bliver brændt i ovnen når der kommer en kold aften.

fredag den 15. juli 2011

POPUPology

Jeg læste i dag (på all things paper) om POPUPology. Denne hjemmeside tilhører Elod Beregszaszi, som har opdaget den fascinerende verden af kiriorigami. Elod fortæller at hans interesse for denne origami teknik "was sparked by a trip to the London Japan Centre where I chanced on a pattern book by Masahiro Chatani. I was immediately hooked, and have been designing my own templates, both architectural and abstract, ever since."

Det bringer minder frem.. jeg læste nemlig også en af hans bøger for længe siden og forsøgte endda at lave et par af modellerne. I modsætning til Elod blev det dog aldrig til det helt store. Men flot ser det altså ud, og man får helt lyst til at forsøge sig igen. Flere af Masahiro Chatanis bøger kan lånes på biblioteket tjek www.bibliotek.dk!







torsdag den 14. juli 2011

lørdag den 2. juli 2011

Brug vand - ikke sand

I mandags ringede børnehaven - det er aldrig godt når børnehaven ringer! Min datter havde brændt sig, og kunne jeg hente hende på Herstedhøje?

Der var nogen der havde grillet på den udendørs bålplads om søndagen. Da de gik dækkede de alle spor af deres bål med sand.

Min datter kom til at røre det varme sand og fik 2. grads forbrændinger på 3 fingre.

Husk: Dæk aldrig et bål med sand! Det slukker ikke bålet men gør faren usynlig. Sluk med vand!

Så min uge er gået med at passe en 4 årig som kun kan bruge venstre hånd (hun er selvfølgelig højehåndet).

Tips til et-hånds-underholdning:

Masser af film (vi har været på biblioteket 3 gange denne uge).
Bøger
Hule
Klistermærke bøger
Mosaic foam tiles (jeg har farvelagt med tusser - hun har sat mosaik brikkerne på)

Følg via Bloglovin

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...