fredag den 31. maj 2013

Mmm gulling!

Når jeg laver kylling kommer jeg altid til at tænke på en gang hvor min nevø T skulle passes hos os. Søster K spurgte hvad vi skulle have til aftensmad og jeg svarede "kylling". Fra den lille fyr på bagsædet lød det helt saligt: "Mmmm gulling!" Nu var Ts livret altså mad, men der var ingen tvivl om at han glædede sig til min kylling.

Kyllingebryst kan hurtigt blive både tørt og kedeligt hvis det tilberedes i ovnen, men ikke når det først er marineret med bl.a. ahornsirup og derefter viklet ind i bacon! Alting smager bedre med bacon..


Marinaden er fra en opskrift med "spareribs & chickenwings" - jeg kan desværre ikke huske hvor den stammer fra. Normalt skriver jeg ind i min kogebog hvor opskrifterne stammer fra (hvis jeg ved det), men her står der ingenting. Jeg har lavet den på slump, med stødt kanel og tørret hvidløg i denne omgang, men I får den originale version:

Ahornsirup marinade:
(god til kylling og svinekød)

2½ dl æblejuice
4 spsk. ahornsirup
2 spsk. olie
2 spsk. soja
1 halveret kanelstang
6 hvidløgsfed m. skal

Put dit kød i en stor skål, tilsæt marinaden og lad det stå i køleskabet 1-2 dage.

I denne omgang hvor jeg brugte kyllingebryst gjorde jeg følgene: Jeg brugte stødt kanel og tørret hvidløg og tilsatte groft knust peber og lidt cayennepeber. Lod det trække ca. 6 timer i køleskab. Viklede bacon omkring hvert kyllingebryst og lagde det på risten i en lille bradepande med halverede cherrytomater i bunden, dryppede med marinaden. Bagte i ovnen ved 220 grader ca. 40 minutter og vende dem efter halvdelen af tiden, hvor jeg igen dryppede med marinaden (husk du må ikke bruge marinaden de sidste 20 minutter da den indeholder rå saft fra kyllingen).

torsdag den 30. maj 2013

Svensk madprogram fra Frankrig

Mit favorit program i TV lige nu - hvor jeg pludselig ser TV igen - er genudsendelsen af et svensk madlavningsprogram optaget i Frankrig. Så føler man sig bare enormt globetrotter agtig mens man ligger der på fifaen.

Programmet sendes på TV4 og hedder "Leila baker i Frankrike". Og hvis du ellers kan holde ud at se svensk TV og ikke giver op på grund af sproget, så kan det da varmt anbefales at kigge med kl. 14.00. Du kan også nøjes med at lure opskrifterne på websiden.


På siden www.recept.nu finder du også opskrifter fra andre svenske madprogrammer og en hel kogebog med Low Carb mad, hvis du er til den slags ;-)

Farvel til niende..

Jeg har i et stykke tid været igang med et lille yarnbombing projekt på mit arbejde.
Da det er udendørs gik det lidt i stå med al den regn vi har fået. Men nu er det jo 9. klassernes sidste skoledag fredag - og de skal traditionen tro kaste med karameller og vandballoner fra balkonen som jeg var igang med at brodere på, og så skulle det jo være færdigt.

Så mandag eftermiddag skulle jeg død og kritte være færdig med at skrive skolens navn på balkonens rækværk inden jeg tirsdag var til endnu et keglesnit og derfor nu ligger underdrejet i en uge.


Jeg troede at det fine neon pink line som var tilovers fra en af april måneds mange lockout aktioner ville være rigtig flot på den hvide metalplade. Men resultatet er desværre ikke særligt tydeligt. Jeg skulle måske have kastet mig ud i dobbelt eller trippelt garn, men jeg tror egentlig ikke at jeg orker at lave det om nu.
Det har den positive effekt at det er lidt "hemmeligt", noget man kun ser hvis man kigger fra den rigtige vinkel.
Men nu er det i hvert fald klar til i morgen - som en lille afskeds hilsen fra mig til 9. klasserne. Jeg er ked af at jeg ikke får set dem sige farvel.

mandag den 27. maj 2013

Alt for meget dåse skinke!

Egentlig er jeg træt af at skulle sidde og taste mærkelige, næsten ulæselige koder ind for at efterlade en kommentar hos andre bloggere. Men for en tid er det også vilkårene her på bloggen. Der var nu så meget spam på siden som filteret ikke fangede at jeg ikke gad mere. 45 spam kommentarer på én dag! Så meget dåse skinke orker jeg ikke at sortere igennem hver dag..


Jeg får ikke skrevet så meget på bloggen for tiden og jeg brugte derfor mere tid på spam end på at blogge.
Forhåbentlig kan jeg på et tidspunkt tage det irriterende filter af igen!

Håber at I alligevel gider at efterlade en hilsen en gang i mellem =)

torsdag den 16. maj 2013

Den Blå Planet

Tirsdag aften var vi så heldige at have billetter til rundvisning på Den Blå Planet efter lukketid. Det er helt klart et arrangement der kan anbefales hvis man får muligheden! Vi startede kl. 18.00 da de sidste gæster var gennet ud og så blev vi vist rundt i 75 minutter med høretelefoner i ørene så vi tydeligt kunne høre hvad vores fortæller/rundviser fortalte om fisk, akvarier og bygningen. Vi kom også rundt backstage og så rensnings anlæg mm.

Vil man ikke stå i lange køer kan jeg fortælle at akvariet er nærmest tomt en hverdags aften lige op til lukketid, så der er god mulighed for at se fiskene mellem 17 og 18. Tirsdag er restauranten lukket, hvilket nok også medvirkede til den noget nær tomme parkeringsplads.



Vi skal tilbage inden længe og have børnene med. De blev passet af Mormor og Morfar mens vi var på rundvisning.

onsdag den 15. maj 2013

pizza pizza pizza

I går spiste vi pizza. Ægte Italiensk pizza!

Det kan lade sig gøre nogle få udvalgte steder i byen og i dette tilfælde var vi på Il Gambero Rosso på Amager. Restaurant "den røde reje" er en rigtig italiener, med et godt udvalg af pizzaer uden tomatsauce - noget man desværre sjældent ser på vestegnen. Jeg fik en fantastisk god pizza med kartofler og porchetta i papirstynde skiver. Udefra gør stedet ikke meget væsen af sig - men maden er superb!


Et andet sted hvor man får de gode pizzaer er på Frederiksberg hos Forno a legna (som betyder brændeovn). De laver i øvrigt også kartofel pizza!

Inde i København ligger La Vecchia Signora (den gamle dame), som også brillerer med pizza i særklasse.

Endelig er vi meget kede af at Fusilli i Greve (Waves shoppingcenter) har været lukket de sidste gange vi har villet derud og vi håber at der snart genåbnes for vi er rigtig glade for både deres pizza fra brændeovnen og deres lille supermarked hvor vi køber gnocchi, salsiccia, passata og meget andet helt uundværligt!

Og bor man på den anden side af landet kan jeg desværre kun nævne Grappa i Århus, hvor vi spiste os propmætte hele familien tilbage i februar.

Hvor køber du de ægte italienske pizzaer fra brændeovn? Det ville være skønt at kende flere steder hvor man kan få stillet sin trang =)

mandag den 13. maj 2013

Dejlige Disney..

Så er vi vel hjemme igen efter en skøn tur til Disneyland Paris! Fire dage med fuld gang i den! Denne gang var vi afsted med svigerforældrene og det var da mærkbart at vi var to ekstra voksne til at holde styr på poderne. Vi kom hjem lidt sent i går aftes, så alle er en smule trætte i dag..

Følg via Bloglovin

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...