Viser opslag med etiketten snack. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten snack. Vis alle opslag

torsdag den 14. februar 2013

Pølsehorn

Mine børn har mange konflikter for tiden. Så jeg har besluttet at de trænger til lidt alenetid med deres mor, hver for sig. Tit er det nemlig når de har været meget sammen, at de begynder at kæmpe om opmærksomhed og mængden af konflikter øges.

Tirsdag hentede jeg Andreas tidligt og så blev der bagt og hygget. Vi bagte speltboller (fra papkasse - dog tilsatte vi fuldkornsmel og sesamfrø) og pølsehorn. Bagefter læste vi "Otto er et næsehorn" i sofaen.

I dag er det Lærkes tur til at komme tidligt hjem. Det er en luksus at lave hyggedage ugen før vinterferien, men jeg håber at tiden er givet godt ud - så ferien bliver mere afslappet fordi "opmærksomhedskontoen" er fyldt lidt op på forhånd.

Pølsehornene blev super gode! Opskriften får I her:

Pølsehorn
24 stk.

24 brunchpølser, kyllingepølser eller 12 almindelige pølser skåret i ½.
50 g margarine
6 dl mælk
50 g gær
2 tsk sukker
2 tsk salt
200 g durum mel
100 g fuldkornsmajsmel
600 g hvedemel
(man kan erstatte durum og majsmel med hvedemel, eller andre meltyper)
evt. ketchup, revet ost, paprika, salt

Smelt margarinen og tilsæt mælk. Når væsken er lunken hældes den i en røreskål og gæren opløses deri. Tilsæt salt, sukker, durum og majsmel og rør sammen. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen og rør godt, enten i røremaskine eller med dejkroge og elpisker.
Stil dejen til hævning under et viskestykke i 30 minutter.
Del dejen i 4 og rul ud til cirkler. Hver cirkel deles i 6 trekanter (pizzastykker) som rulles om en pølse. Der kan evt. kommes lidt ketchup eller revet ost på dejen før den rulles.
Hvis der laves flere slags kan man komme lidt paprika og salt på én af typerne så det er nemt at se forskel.
Pølsehornene lægges på en bageplade med bagepapir og efterhæver ca. 15 minutter.
Bages ved 200 grader i ca. 15 minutter.

søndag den 23. december 2012

23.dec: Müslibar i julehumør

Jeg syntes at der skulle være noget knas til dagene mellem jul og nytår som var lidt mere lødigt end marcipankonfekt og brunkager, så jeg besluttede at lave en portion müslibar. Men det er jo jul, så det endte med en ny variant, med kanel, hasselnødder og rosiner. Mums! Det blev godt.
Juleglad müslibar:
 
1 dåse kondenseret mælk2 spsk farin
1 tsk kanel
250 g havregryn
50 g rice krispies
75 g kokosmel 100 g rosiner50 g hasselnødder 
50 g pecan nødder50 g mandler
Nødderne hakkes groft. Alle de tørre dele blandes i en skål. Den kondenserede mælk, farin og kanel varmes langsomt op under omrøring. Når den er lun og mere flydende hældes den i müsliblandingen. Det hele vendes godt rundt så der ikke er "tørre" klumper müsli. Bredes ud i en lille bradepande eller et ovnfast fad med et stykke bagepapir i. Trykkes ud til en flad plade. Bages ved 130 grader i 1 time. Det skal ikke tage farve men bare tørre ud. Lad baren køle af og skær den derefter i ønsket størrelse med en brødkniv - pladen saves over for at få så lidt spild som muligt. Pak müslibarerne i en lufttæt boks eller under plastfilm.
 
Tips: Der vil altid være en del af pladen der ender som krummer på skærebrættet. Jeg trykker det sammen i en lille plastboks og så spiser jeg af det, og gemmer de "pæneste" barer til madpakken =)

tirsdag den 30. oktober 2012

Müslibar

Jeg har arbejdet videre med opskriften på müslibarer som jeg fandt i "Nigella Ekspres". Min familie satte ikke pris på de tørrede tranebær og jeg manglede lidt karamelsmag i baren, som jeg ellers rigtig godt kunne lide. Så i denne omgang blev der tilsat lidt sirup og forskellige nødder, og hørfrø og chiafrø for at gøre dem lidt mere sunde. Det er stadig en müslibar, med masser af kulhydrater og sukker i, så ikke som sådan sundt, men dog bedre end meget andet knas man kan købe og komme i madpakken. Og så er kiloprisen nok også noget bedre..

Disse blev godkendt af hele familien og jeg har måtte gemme de sidste tre væk til morgendagens madpakker så de er godt nok forsvundet med lynets hast (læs: tre dage)!
 
Müslibar:
 
1 dåse kondenseret mælk
3 spsk lys sirup
 
250 g havregryn
50 g rice krispies
25 g chia frø
25 g hørfrø
75 g kokosmel
75 g solsikkefrø
50 g usaltede peanuts (jordnødder) 
50 g pecan nødder
50 g mandler
 
50 g mørk kogechokolade
 
Nødderne hakkes groft. Alle de tørre dele blandes i en skål. Den kondenserede mælk og siruppen varmes langsomt op under omrøring. Når den er lun og mere flydende hældes den i müsliblandingen. Det hele vendes godt rundt så der ikke er "tørre" klumper müsli. Bredes ud i en lille bradepande eller et ovnfast fad med et stykke bagepapir i. Trykkes ud til en flad plade. Bages ved 130 grader i 1 time. Det skal ikke tage farve men bare tørre ud. Lad baren køle af og skær den derefter i ønsket størrelse med en brødkniv - pladen saves over for at få så lidt spild som muligt. Smelt chokoladen og dryp den over barerne. Når chokoladen er tør pakkes müslibarerne i en lufttæt boks eller under plastfilm.

Følg via Bloglovin

Follow on Bloglovin
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...